Healing
Denne side beskriver hvordan jeg arbejdede med healing, dengang jeg tilbød mere klassiske healing sessioner. Som inspiration fra min egen rejse, til forståelse af healing energien.
Healing energien er noget vi alle kan trække på. Hvis du er nysgerrig på healing, kan jeg varmt anbefale at udforske det nærmere. Det at lære forskellige healing teknikker til og blive bevidst om mulighederne, har været med til at forandre min måde at være i verden - og det er reelt ikke særligt mystisk. Det er faktisk noget af det mest naturlige for os at trække på. I dag har jeg healing energien med mig i hverdagen. Det er faktisk oftest det første jeg aktiverer, når jeg vågner.
I dag er mit professionelle fokus på sjælsbilleder og sjælssmykker, hvor jeg kombinerer healeren og seeren.
Healing får sår til at heles - uanset om sårene er i kroppen eller sjælen. Healing kan virke beroligende, men det kan også hente uro op fra de dybere lag i bevidstheden, op til overfladen så man får mulighed for at rydde op.
Kroppen er sjælens hus og vi ved hvad det betyder at holde sin fysiske bolig ryddelig og ren. Det samme gælder med krop og sjæl. Indimellem må vi i gang med den store oprydning. Det er der vi får tilbud om at tage ordentlig fat og gå i proces.
Teknikker
Jeg arbejder intuitivt med healing, hvor jeg kombinerer forskellige teknikker i en meditativ tilstand. Det er som sådan ikke mig der gør noget - jeg er kun en kanal. Under en healing trækker jeg på den universelle energi - og ved afslutningen lægger jeg den tilbage.
Som healer handler det om at skabe et trygt rum med nærhed og nærvær. Inden behandlingen klargør jeg rummet, renser det og tuner ind på dig gennem meditation.
Når vi mødes, starter vi med en indledende samtale, hvor jeg lytter til om du har nogle særlige områder du ønsker at jeg fokuserer på - Det kan være både mentalt eller fysisk. Om der er særlige teknikker du ønsker at jeg arbejder med, eller om du har nogle fysiske skader jeg skal tage hensyn.
Jeg kombinerer flere forskellige teknikker rent intuitivt når jeg arbejder:
Traditionel healing
Aura healing
Chakra healing
Stemmehealing
Helkropshealing
Trykmassage
Meditation
Farver
Symboler
Krystaller
Æteriske olier
Behandlingen
Din opgave under behandlingen er at slappe af og mærke din krop.
Ved en klassisk healing ligger du på ryggen under sessionen. Hvor du får et tæppe over dig og måske en pude under hovedet. Jeg kan anbefale at lukke øjnene og fokusere på dit åndedræt. Slippe tankerne og lade dem glide forbi. Mærke din krop og bare være tilstede i nuet mens jeg arbejder omkring dig. Hvis du føler for at bevæge kroppen med energien, dele hvad du mærker eller noget helt tredje, så er det også fint. Udgangspunktet er at du ikke kan gøre noget forkert.
Nogle gange går jeg rundt om briksen og lægger hænderne forskellige stedet, for at få dig ned i kroppen, inden selve healingen starter.
Jeg starter som regel ved fødderne, hvor jeg først tuner ind og skaber jordforbindelsen.
Under healingen bevæger jeg mig oftest et par omgange rundt om briksen. Ved Reiki og fysisk healing, lægger jeg hænderne forskellige steder på din krop - det kan være blidt eller tungt. Alt afhængig af energien. Trykmassage bruger jeg til at løsne op i kroppen med fysiske tryk, samtidig med at healingsenergien arbejder gennem mine hænder. Ved helkropshealing bruger jeg vægten fra min krop til at skabe en kraftig jordforbindelse - og samtidig til at heale tunge ting fra fortiden. Her beder jeg dig vende dig om på maven og lægger mig ovenpå dig, for at kunne heale med hele kroppen. Når jeg arbejder på bagsiden af din krop handler det om fortiden. Ved aura healing svæver mine hænder over din krop og arbejder med energierne i din aura. Uanset hvilken teknik jeg benytter, så arbejder hænderne frit og følger energien.
Healing handler i høj grad om fokus, nærvær og opmærksomhed. Som healer er det vigtigt jeg renser mig selv på forhånd og åbner for den rene kanal til energien. Som regel gennemgår jeg dine chakraer i kroppen under en behandling. Her benytter jeg nogle gange forskellige krystaller, til at støtte healingen. Alt afhængig af hvilke udslag jeg mærker fra dit system.
Jeg arbejder med en healende vibration i min stemme, som er aktiv både under samtalerne og sessionen. Vibrationen fra stemmen arbejder videre med ud i hænderne og forstærker den healende energi.
Når jeg åbner for min kanal som seer, arbejder jeg med den spirituelle energi, til at se ind i din sjæl. Jeg ser hvad der er aktuelt i dig lige nu og finder symbolerne der støtter op om healingen.
Til sidst afbalancerer jeg hele kroppen, hvor jeg lader hænderne glide henover din krop tre gange ned mod fødderne, for at skrabe “slammet” væk.
Jeg afslutter generelt med håndfladerne mod fodsålerne sammen med en velsignelse fra hjertet og universet. Både for at lukke dig af, så du er klar til at komme tilbage til den fysiske verden og for at rense mig selv.
Uanset om du falder i søvn under en healing - så arbejder energien alligevel. Det gør den også i dagene efter, hvor du sagtens kan opleve reaktioner fra behandlingen.
Når jeg er færdig og forlader briksen, er det vigtigt at du bliver liggende i cirka 15 minutter, så energien får ro, til at lande i dit system.
Til sidst runder vi af med en samtale, hvor jeg lytter til din oplevelse - og deler det jeg har set eller mærket. Samtidig sikrer jeg mig lige, at du er samlet helt og klar til at blive sendt videre ud i verden. I nogle tilfælde anbefaler jeg også yoga øvelser, farver eller krystaller som værktøjer du kan have med dig i hverdagen efterfølgende.
Efter sessionen anbefaler jeg at du holder resten af dagen fri, så du har ro til at lade det hele lande i dit system. Desuden er det vigtigt at du får drukket masser af vand, for at få trukket affaldsstofferne ud, så kroppen bliver renset.
Fjernhealing
Uanset hvor i verden du befinder dig, kan jeg tune ind på din energi og støtte dig med en fjernhealing.
Ved en fjernhealing aftaler vi et tidspunkt at mødes gennem meditation.
Her er det vigtigt du har et sted med ro omkring dig. Hvor du kan ligge eller sidde behageligt i en time eller mere. Det eneste du ellers skal gøre under healingen er at slappe af så godt du kan og tage imod det der kommer.
Jeg arbejder fra hjertet som en kanal for universets energi, der giver støtte til det som er bedst for dig. Her benytter jeg mange af de samme teknikker, som beskrevet ovenfor ved en healing hvor vi er fysisk tilstede i samme rum.
Det er oplagt at lave healingen om aftenen hvor du har ro efterfølgende. Efter sessionen anbefaler jeg at du bliver liggende et kvarters tid og mærker dit system - hvis du kan falde i søvn og sove natten igennem, er det kun godt.
Vi ringer sammen på det aftalte tidspunkt og tager en indledende samtale, hvor jeg lytter til om du har nogle særlige områder jeg skal fokusere på - Det kan være både mentalt eller fysisk - eller om der er særlige teknikker du ønsker at jeg arbejder med. Herefter afslutter vi samtalen, du lægger dig til rette og slapper af mens jeg påbegynder behandlingen.
Efter sessionen sender jeg dig en besked, omkring hvad jeg har set og mærket i dit system.
Info
Forløbet
Alt afhænge af hvad der arbejdes med, så kan jeg anbefale at lave et forløb, hvor du kommer fast i en periode til behandlinger. Det er der oftest behov for, hvis det er noget tungere du har fat på, for at komme i dybden. Det kan også være en ide at kombinere healingen med et sjælsbillede, som støtter op om processen.
Tøj
Jeg anbefaler enten at bære fleksibelt blødt tøj, som du kan bevæge dig frit i, eller være nøgen. Det vigtigste er at du føler dig godt tilpas og kan slappe af.
Hygiejne
Jeg går generelt op i at holde en god hygiejne, ligesom tæpper og lagner bliver skiftet og vasket efter hver behandling.
Varighed
En session tager sammenlagt 1,5 til 2 timer.
Fortrolighed
Sessionen er selvfølgelig fortrolig. Både hvad jeg ser, mærker og hvad vi taler om.
Lægevidenskab og holistisk behandling
Healing kan være et supplement til lægevidenskaben, men jeg anbefaler ikke at bruge det i stedet for medicinen. Hvis du er i et behandlingsforløb, vil jeg gerne vide det inden vi starter healingen. Jeg har desuden et netværk af forskellige andre dygtige alternative behandlere, som jeg vil kunne henvise til efter behov.
Kærligst
Adam